BOTSWANA

Botswana er det rå safariland

Nord for Limpopo-floden ligger Botswana. Landet med de rå natur- og dyreoplevelser har rødder dybt ind mod kontinentets hjerte. Tidligere benævnt som Bechuanaland, er Botswana som rejsemål kun kendt inden for en snæver kreds af safari-entusiaster. Befolkningen tæller under to millioner - heriblandt de sidste rester af Afrikas jægere og samlere, buskmændene. Landskabet svinger mellem ekstremer. I Botswana findes oplevelser for den kræsne og eventyrlystne rejsende.

I Botswana finder man den eksklusive safarioplevelse

Botswanas turistpolitik sikrer at tilstrømningen af turister er meget begrænset i forhold til de store safarilande som Kenya og Tanzania. Prisen for en safarioplevelse i Botswana er dyrere end andre steder, men man får også en oplevelse af helt andre dimensioner - og næsten for sig selv.

Det eviggrønne Okavango-delta

Okavango er et 15.000 kvadratkilometer stort indlandsdelta af talrige større og mindre vandløb, der udvider sig og bliver til søer og laguner med småøer, for så atter at indsnævres til smalle papyrus-kransede kanaler. Og overalt står svajende Ilala palmer og vifter med deres kæmpeblade. I deltaet sejler man i udhulede træstammer der hedder mokoro, den stages med seje tag gennem papyrusskoven, der åbner sig og åbenbarer små og større søer, hvis klare vand er overstrøet med blå og hvide åkander med lange gule støvdragere. Således glider man næsten lydløst gennem et landskab så jomfrueligt og fredfyldt som i Paradisets Have mellem vandfugle og storvildt. Er man heldig oplever man den sky vandantilope - en Zagitunga. Pludselig vil en giraf dukke op midt i det grønne, så det ser ud som om den går på vandet.

Mød elefanter i massevis i Chobe Nationalpark

Chobe Nationalpark er Botswanas største nationalpark. Langs Chobe-floden, som løber helt ind i Namibia, står teaktræer i tætte klynger. Græsset er frodigt grønt. Mange af Chobe Nationalparks 100.000 elefanter holder til ved Chobe-floden og kan ses i flokke på op til flere hundrede individer. I Chobe Nationalpark venter et ufatteligt smukt område og rigt på dyreliv. Som rejsende er man betaget og kan bruge time efter time i stilhed på bare at betragte scenariet fra terrassen på lodgen eller på cruise siddende på dækket.

Oplev halvørkenen Kalahari

Kalahari-ørkenen i den sydvestlige del af Botswana strækker sig et godt stykke ind i nabolandet Namibia. Egentlig er Kalahari kun en halvørken eller en såkaldt fossilørken, da området får mere regn end ”rigtige” ørkener, derfor finder man vegetation i store dele af ørkenen. Tør og barsk men med en egen skønhed – ikke mindst når den knappe regn får hårdføre frø til at spire. Bushmændene bor i primitive palmehytter, hvor de lever et beskedent liv som jægere og samlere. Strudseæg er et vigtig næringsmiddel. Et æg svarer til 16 hønseæg. Af skallerne slibes små perler, som kvinderne bruger til at danne smukke halskæder.

Klimaet i Botswana

Botswana ligger syd for ækvator og har derfor modsatte årstider af Danmark. Botswana har tropisk klima med dagtemperaturer på omkring 35-40 grader. Højsæsonen ligger derfor i april til oktober, hvor klimaet er mere skånsomt, her kan nætterne være kolde, og der kan forekomme nattefrost. Det er også i denne periode hvor dyr er lettere at spotte, når de søger mod floder og søer. Okavango-deltaet er normalt også oversvømmet i denne periode.

Anette

Har du spørgsmål?

Annette Nygaard Pedersen
Rejsekonsulent på Afrika, Det Indiske Ocean & New Zealand
info@discoverytravel.dk
Tlf. (+45) 88 77 53 02


En ferie uden bekymringer

Spørg os 24 timer i døgnet.

Jeres ferie er et særligt højdepunkt, som skiller sig ud fra hverdagen. Hos Discovery Travel tager vi os af alle rejsedetaljer. Vi sørger for, at der ikke er forstyrrende elementer. Skulle der opstå problemer, kan du kontakte os døgnet rundt. Det kalder vi vores "24 Concierge Service", som betyder, at vi er med dig både før, under og efter jeres ferie.

concierge