Gå på oplevelse i det gamle Inkarige

Perus hovedattraktion er og bliver Machu Picchu, det største levn fra den berømte og fascinerende inkakultur. Mødet med denne imponerende indianske kultur i form af denne ruinby er helt fantastisk. Få indsigt i en kultur, der var så langt forud for sin tid og på så overraskende et højt civilisationsniveau, at det nærmest er uvirkeligt. selve synet af Machu Picchu ved solopgang efter tre dages vandring på den berømte inka-sti er så guddommeligt smukt, at man er grædefærdig! Der er noget magisk og mystisk ved dette smukke sted højt i de frodige Andesbjerge.

Den ægte sydamerikanske sjæl

Men Peru er også så meget andet. Fra Cuzco, Inkaernes gamle hovedstad, kan man nemt rejse videre til byen Puno ved Titicaca-søen, verdens højest beliggende navigerbare sø og et billedskønt sted. Ude i søen lever indianerne på flydende øer af siv, og andre steder på denne store sø kan man besøge og overnatte hos indianske familier på ’rigtige’ øer, indianere der lever uden de fleste af den moderne verdens hjælpemidler.

Fortsæt rejsen til Perus Hvide By, Arequipa. I kolonitiden var Arequipa forbindelsesled mellem sølvminerne i Bolivia og udskibningshavnene på kysten, derfor blomstrede denne by op for foden af vulkanen Misti. Det er en smuk by fyldt med hvide kolonitidsbygninger og omgivet af spektakulære vulkaner. Mange af byens huse er opført af hvide vulkanske sten. Santa Catalina klostret blev grundlag i 1580, af den rige enke Maria Guzman. I kolonitidens Peru var det almindeligt at den næstældste datter af en velhaverfamilie blev nonne. Nonnerne levede under luksuriøse forhold bag klostrets høje mure og de velhavende nonner kunne have op til fire tjenestepiger. Plaza de Armas er en af Perus smukkeste pladser omkranset af store hvide bygninger. Jesuitkirken med dens imponerende facade i Mestitzobarok.

Brug et par dage i den nærliggende Canon del Colca, verdens næstdybeste kløft på 3191 meter. Det er faktisk ikke, som de fleste sikkert vil tro, USA’s Grand Canyon, der er verdens dybeste (den er kun halvt så dyb), men derimod en anden kløft i Peru: Canon del Cotahuasi – denne ligger 200 km fra Arequipa og er langt fra så tilgængelig som Canon del Colca. Derfor er det Canon del Colca, der er løbet med berømmelsen og det er også helt fortjent . Se denne kløft – den er svimlende og storslået. I nærheden finder du den charmerende bjergby Chivay, der især er kendt for sine varme kilder og billedskønne omgivelser.

Her i området findes masser af andre hyggelige landsbyer på bjergsiderne, interessant kulturhistorie i stor stil og fantastiske udsigter.

Oplevelser helt tæt på i Amazon-junglen

En anden mulighed fra Cuzco er at flyve til Manu lodge i den peruvianske del af Amazon-junglen. Dette afsides jungleresort er et rigtig godt sted at have sin base for opdagelser ind i den vilde og mystiske Amazon-jungle. Med lidt held vil du se farverige papegøjer og eksotiske dyr som aber, flodsvin, floddelfiner, fugleedderkopper og slanger – så efterlad dine fobier derhjemme!

En rejse i Peru vil uvilkårligt starte i hovedstaden Lima. Brug et par dage og få indblik i det bedste af Sydamerikas og Perus mangfoldighed, kaos og passion. Lima tilbyder et fantastisk indblik i peruviansk historie og kultur, og lige så vanvittig og pulserende byen er, lige så rart og indbydende er det at slappe af på byens flotte strandpromenader.

Klimaet i Peru

Peru har en regntid og en tør tid. Generelt har Peru milde dagtemperaturer på 15-25 grader. I bjergene er regntiden fra januar til april. Det betyder, at der selvfølgelig falder en del regn, men at jorden også er temmelig mudret. Tager man til Peru for at vandre i bjergene eller besøge Machu Picchu , bør man derfor vælge perioden fra maj til december. Ved kysterne er der mildt og lunt klima, her ligger regntiden fra december til april. I regnskovene mod øst er der varmt og fugtigt året rundt med monsun fra december til april. Men igen regner det som regel kun nogle få timer, så der er masser af dagtimer med solskin. Det skal dog lige tilføjes, at der også kan være temmelig koldt i Peru, specielt i bjergområderne, hvor nattefrost ikke er usædvanlig.

Estelle1

Har du spørgsmål?

Estelle Torp
Direktør & Rejsekonsulent
info@discoverytravel.dk
Tlf. (+45) 88 77 53 01


En ferie uden bekymringer

Spørg os 24 timer i døgnet.

Jeres ferie er et særligt højdepunkt, som skiller sig ud fra hverdagen. Hos Discovery Travel tager vi os af alle rejsedetaljer. Vi sørger for, at der ikke er forstyrrende elementer. Skulle der opstå problemer, kan du kontakte os døgnet rundt. Det kalder vi vores "24 Concierge Service", som betyder, at vi er med dig både før, under og efter jeres ferie.

concierge